Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/georgchristensen.dk/public_html/plugins/system/gantry/gantry.php on line 406
Om websitet

Motivet til at lave dette website er ganske enkelt lysten til at dele glæden ved fisk, fiskeri og natur med andre ligesindede, og jeg håber, at du vil finde fornøjelse ved at kigge indenfor.

Dryp fra livet er fortællingerne fra mit liv som lystfisker, store og små oplevelser, blandet med hinanden. Der er ingen rød tråd, helt bevidst, da fortællingerne er små glimt fra tilværelsen, skrevet når de er poppet op i hukommelsen, og det har passet med tid til at sidde ved tastaturet. Fortællinger har jeg kaldt dem, fordi de er sandfærdige, og virkeligheden kan ind i mellem overgå fantasien.

Jydekrogen er en klumme i Danmarks eneste rendyrkede fluefiskerblad, et flot blad som udkommer fire gange årligt og udgives af Federation of FlyFishers Denmark. Jeg har haft den glæde at skrive i bladet de senere år, og med vanlig selvros finder jeg det naturligt at dele klummen med de, der endnu ikke er medlem af foreningen.

I mine kalendere fortæller jeg med tegninger og små historier om mine oplevelser det forgangne år. Med årene har kalenderne ændret sig i takt med mine oplevelser med fluestangen, fra åen til kysten, med Vejle Fjord som min hjemmebane, kajakturene til Æbelø og en god del ture til Wedellsborg, alle mine foretrukne steder. De byder på en varierende og fascinerende natur, som jeg prøver at gengive på mine tegninger.

De senere år har jeg malet med akryl, og de fleste af motiverne er fra mine fiskepladser, og da der altid knytter sig en erindring eller flere til stederne, er der lavet en fortælling om det enkelte billede. Til min glæde blev et af mine malerier udvalgt som billede til plakaten ved Danish Fly Festival 2015, da farvevalget passede til en auktion til fordel for støt brysterne, og også blev solgt her. Jeg har også malet på bambus flueæsker, omend i beskeden udstrækning, da det er ret dyrt.

Georg Christensen